Optænding og fyringsteknik
Når du tænder op i Fornoen er det som, når du skal tænde op i et bål. Stort brænde i bunden og masser af småt brænde på toppen. Fyld endelig godt op med træ, det kan (næsten) ikke blive for meget.
Når optændingsbålet er brændt ned, deles det ud over et areal svarende til den midterste sten, og der lægges mere brænde på. For hurtigt at få ovnen klar til f.eks. pizzabagning er det en fordel at benytte fint kløvet brænde, ca. 3 x 3 cm.
Når bålet igen er brændt ned, gentages ovenstående punkt, til man har gløder nok til at dække næsten hele ovnens bund. Hver gang udvides det areal som dækkes af gløderne, og dermed kan man putte mere brænde på. For at undgå at brænde sig, er det en god idé at benytte en tang til at placere træet i ovnen. Det kan fx være Morsø Ildtang, som er udviklet specielt til Morsø Forno.
Ved optænding med paraffinholdige optændingsblokke eller –poser, kan man med fordel benytte en kløvet trækævle som underlag. Dermed undgår man, at paraffinen smelter ned i bagepladen.
Brug det rette brænde
Der skal altid anvendes tørt, rent og ubehandlet træ i ovnen. Træ bør under tag lagres i mindst 1 år og helst 2 år med fri adgang for vind. Træ skal kløves hurtigst muligt efter fældningen, hvis det skal tørre hurtigt. Træet kan anvendes, når fugtigheden er under 20 %.
Brug aldrig drivtømmer, da det som regel er meget saltholdigt, og dermed kan ødelægge ovnen. Imprægneret og malet træ samt spånplader udsender giftig røg og dampe, og må derfor heller ikke anvendes som brænde. Fyrretræ samt lignende harpiksholdige træsorter udvikler giftige gasser under afbrænding, og bør derfor ikke benyttes i forbindelse med madlavning. Under opvarmning og afkøling kan ovnen afgive nogle knirkelyde, hvilket skyldes den store temperaturforskel materialet udsættes for.
Denne korte video viser, hvordan du bedst og mere miljørigtigt tænder op i din Morsø Forno, Kamino eller bålsted.