"Ilden er livet selv" – et interview med antroprolog Rane Willerslev

Hos Morsø har ilden altid været et naturligt omdrejningspunkt i vores designs, vores selvforståelse og vores udtryk. Og et centrum i måden vi skaber rum. Derfor er det også naturligt, at vi en lidt mørk onsdag eftermiddag i København har aftalt at mødes med Rane Willerslev, professor i social antropologi og direktør for Nationalmuseet, for at tale om ild. Helt konkret om hvilken betydning ilden har - og har haft for mennesker - i praktisk og kulturel sammenhæng.

Kan man tale om ild på den måde?

”Det kan man godt. For ild ligger og svinger mellem noget helligt og noget meget lavpraktisk. Og det er egentlig det, der gør den så forunderlig.”

Rane Willerslev svarer med sin karakteristiske entusiasme, mens han sætter sig til rette. Det er tydeligt, at ilden har en helt særlig plads i Ranes eget liv, både det hellige og det lavpraktiske. Vi starter med det lavpraktiske.

”Ilden er grunden til, at vi overhovedet har udviklet os som Homo sapiens. Og man ved faktisk ikke med sikkerhed, hvornår vi begynder at kunne kontrollere ilden og bruge ilden, men givetvis inden for de sidste to millioner år. Vores art Homo sapiens (sapiens) er kun 250-300.000 år gammel. Inden da har der været forskellige hominider.”

Vi starter dog lige helt fra begyndelsen, med et smut forbi historien om, hvordan vi for omkring seks millioner år siden skiller os fra aberne, da en tørke gør de skove, som dengang dækkede hele Afrika, mindre. Det resulterer i, at nogle af vores forfædre går ud på savannen, mens dem, der i dag er chimpanser, blev i skoven. Så kort forklaret, som kun Rane Willerslev kan.

”Så de går ud på savannen. For 1-2 millioner år siden har man så den, der hedder Erectus, det oprejste menneske. Og det er den, der ligner os mest. Erectus’ hjerne er dobbelt så stor som chimpansens. Og det har med ild at gøre, fordi de har kunnet kontrollere ilden. De har givetvis også kunnet lave ild - det er ikke bare et spørgsmål om lyn, der falder ned og laver ilden til dem.”

”Og hvorfor er det så vigtigt? Jo, fordi ilden nedbryder fibrene i maden, så det er lettere for os at optage energien i maden. En chimpanse bruger 30% mere tid på at tygge sin mad, end vi gør.

Og det betyder, at vores tarme blev mindre. Før havde vi endnu længere tarme, fordi maden skulle igennem et meget større fordøjelsessystem. Og den overskydende energi går op til hjernen, som gør, at vi udvikler de her enormt store hjerner.”

Så udviklingen til dem, vi er i dag, er altså et ernæringsspørgsmål?

”Ja. Og der er ilden helt afgørende! Altså, vi har tre eller fire gange så store hjerner som Erectus. Så der er sket det, at vi får endnu mere energi op til hjernen. Vores kæber bliver mindre, vores tarme bliver mindre, vores tænder bliver mindre, fordi vi skal tygge meget mindre. Hvis vi ikke havde haft ild, havde vi ikke været dem, vi er - vi havde simpelthen ikke været mennesker. Vi havde ikke haft de hjerner uden ild.”

Vi bliver i det lavpraktiske lidt endnu. For ildens destruktive kræfter, som altså både nedbryder fibre i mad, men samtidig giver liv til vores udvikling som art, spiller den samme dobbeltrolle i naturen, og måden ilden transformerer landskabet omkring os.

”Og det er faktisk en meget væsentlig ting. Fordi ild er den første måde, hvorpå vi forandrer landskabet. Man tror, at sådan nogle samlere løber rundt i et naturlandskab, og først når agerbruget kommer, så begynder vi at transformere. Det er helt forkert. Jægersamlere transformerer landskabet hele tiden ved hjælp af ild - jeg har jo selv boet sammen med dem i Afrika. De brænder jo græsserne af i tørtiden, fordi så kommer der nye skud, der gør, at dyrene kommer. Ilden skaber en symbiose mellem mennesker og dyr, som gør, at dyrene får mad, og til gengæld kan jægerne jage nogle af dem og få mad.”

Vi taler om det paradoksale i, hvordan nybyggere og cowboys i USA beskrev prærien som ”pristine” eller uberørt landskab - men at alt landskab, de mødte, allerede var kultiveret gennem ild af de indfødte amerikanske indianerne.

”Men du finder ikke et uberørt landskab. Og ild transformerer også hele tiden landskabet naturligt. Når lynet slår ned, og skovbrande opstår, er det faktisk gode ting, fordi det sørger for, at de svage træer dør, og de træer, der overlever, hærdes. Asken skaber grobund som gødning for ny vegetation og skov. Så ild er noget, der fortærer og ødelægger, men samtidig er forudsætning for liv. Det både ødelægger ting, tager liv - og skaber liv. Og det gør, at ild er hellig.”

Det er ret smukt, ret enkelt og ret naturligt. Broen til det hellige, det mystiske og spirituelle finder vi altså også i ildens egen lavpraktiske betydning for liv og død gennem menneskets historie. Det er også broen til at høre om nogle af Rane Willerslevs egne erfaringer med ildens hellige betydning, blandt Tjuktjerne i Sibirien.

”I andre kulturer er ild dybt hellig. Hos de folk i Sibirien, jeg har arbejdet med, ofrer du hver gang, du kommer til et nyt sted. Så laver du en ofring til ilden, som består af lidt tobak, lidt sukker, lidt te og noget spiritus, som siger bang, når du kaster det ind. Det gør du, fordi det er luksusvarer - ting skovens ånder ikke selv har. De har masser af kød og sådan noget, men ikke de her ting. Når ilden fortærer det, så bliver tingene samlet på den anden side. Det er et meget udbredt religiøst verdensbillede, at når noget ofres, skal det destrueres igennem ild, og så samles det på den anden side. Hvis du ofrer noget, der ikke er ødelagt, så bliver det ødelagt på den anden side, og omvendt."

Så ilden spreder altså goderne gennem sin røg ud i landskabet, så alle ånderne får det, de skal have. Det gælder også ildens egen ånd, som ifølge Rane efter sigende skulle kunne skimtes i form af et skaldet barn, der danser i flammerne, hvis man stirrer længe nok ind i bålet.

”Jeg må indrømme, jeg har siddet og kigget - jeg har sgu ikke set den. Og jeg har altså kigget ind i meget ild. Jeg har set alt muligt andet, men ikke nødvendigvis det der.”

Efter en lille pause kommer Rane i tanke om noget af det, han rent faktisk har set.

”Jeg har faktisk set noget, men vedkommende var ikke skaldet. Det var mere sådan en nisse. Det var i Sibirien, hvor jeg skulle tænde op i en sauna. Og hver gang jeg strøg en tændstik, så blev den pustet ud. Og jeg blev ved. Og så kigger jeg - og så løber der en lille mand ind i en sprække. Altså, jeg ved jo ikke, hvad det er, men i hvert fald stod han og pustede."

Han drillede?

”Han drillede, ja. Så måtte man jo skynde sig at give noget til ham. En lille gave. Jeg ved ikke, om det var ildens ånd, men det var i hvert fald en lille fyr.”

Men en ting er hvad man kan se – noget andet er, hvad man kan høre. For også ildens lyd har flere formål, blandt Tjuktjerne i Sibirien, som Rane altså deler en stor del af sit åndelige forhold til ilden med.

”De fortolker også lydene fra ilden, når noget eksploderer - de små gaslommer i træet. Og der må jeg sige: Den er god nok. Når der er sådan en lyd, så er det fordi, der sker noget. Enten kommer der nogen, og alt efter hvordan lyden er, kan det være noget farligt eller noget behageligt. Men du fortolker hele tiden. Ilden taler. Og det er nok det centrale her: Ilden både lytter og taler. Du interagerer med den på samme måde. Du taler til den, du ofrer og beder den om ting - og den taler tilbage.”

Så ilden er hellig. Og det har Rane Willerslev taget med sig. Naturligt nok glæder vi os over at høre, at han både har brændeovn i sit sommerhus i Sverige, i sit sommerhus i Tisvilde og hjemme i huset på Amager.

”Og som jeg siger til mine børn og min kone: I må aldrig kaste skrald ind i ilden. Fordi ilden er hellig. Det er ikke en skraldeplads. Ikke det mindste skrald må lægges ind i den. Tværtimod. En gang imellem skal du lige give den noget at spise, som er de der offergaver.”

Så det gør du?

”Det gør jeg! Er du sindssyg det gør jeg! Og så tager man bare lige og siger: “Dette er jeres,” og så kaster man det ind, og så bukker man. Det behøver ikke at være mere end det. Men ja, jeg er påvirket af det der.”

Selvom offergaver ikke er noget, vi som virksomhed tager med i hverken designproces eller markedsføring, er vi store tilhængere af Ranes opdrag til familien om aldrig at smide skrald i brændeovnen. Hos Morsø brænder vi rent. Og det tager samtidig samtalen tilbage til det mere lavpraktiske, da vi taler om udviklingen fra ildsteder til brændeovne. Og støbejernets helt afgørende rolle.

”Til og med vikingetiden er det jo åbne bål. Man har åbne ildsteder i langhuse og telte. I middelalderen kommer den store åbne ovn, hvor du kan lave mad, men et åbent ildsted er jo ikke specielt varmt. Det, der gør brændeovne fantastiske, er jo støbejernet, der sender varme ud i hele rummet. Så støbejernet er helt afgørende. Det, jeg brugte i Sibirien, når jeg var pelsjæger - der boede du i telt og i bjælkehytter i minus 65 grader – og der havde du sådan nogle ovne, der var lavet af olietønder. Altså blik. Og de bliver supervarme. I det øjeblik du tænder op, kan du sidde i skjorteærmer inde i teltet, selvom der er minus 65 udenfor. Men i det øjeblik ilden går ud - bang - så er det iskoldt. Støbejernsovnen er noget helt andet. Fantastisk opfindelse.”

For Rane selv og de rensdyrhyrder han boede sammen med i Sibirien, var ilden lig med overlevelse. Men når vi taler om ildens, bålets eller brændeovnens rolle i dagens Danmark - er det jo ikke på samme måde et spørgsmål om liv og død. Og så alligevel.

”Ja, men det er rigtigt. Men det er ret sjovt, fordi jeg sidder og venter på, at der kommer et eller andet lovforslag om, at man ikke må have brændeovn. Det kommer tættere og tættere på. Jeg tror bare aldrig, de kommer igennem med det. Og det er interessant, fordi helliggørelsen af ilden er røget ud af vores kultur. Og alligevel er den jo hellig for os. Brændeovnen er hellig for os.”

Og man ved faktisk fra forskningen, at folk lever længere, hvis de hører knitrende bål, vind i træer og klukkende vand, men også knitrende bål. Er det ikke sjovt? Men det er jo fordi, at mennesket og ilden går hånd i hånd. Som jeg sagde: Vi blev kun mennesker, fordi vi lærte at lave ild.

Og det vil sige, at vi er skabt til det. Det er en del af vores DNA. Det giver os en fundamental ro og tryghed, som er helt urgammel - fra vi gik rundt på savannen. Og det er derfor, at helligheden stadig lever hos os. Vi kan bare ikke sætte ord på den, og den er ikke ritualiseret.”

Og så er der er også noget med fællesskab...

"Ja, fuldstændig, fordi ilden har været et samlingspunkt. Folk sad rundt om ilden, dels fordi der blev lavet mad, men også fordi det var en sikkerhed. Vi skal ikke så langt tilbage i tid, hvor vi selv var bytte for andre dyr. Så det værste, du faktisk kan gøre, er at sige, at der er en, der ikke må sidde ved ilden. Det er jo den ultimative udelukkelse. Så er du forvist.”