Skip to main content

Bagte kammuslinger med urtesmør


Opskrift af: Nikolaj Juel
Personer: 4 pers.

Fremgangsmåde

Opskrift af Nikolaj Juel

Til denne opskrift skal du bruge helt friskfangede kammuslinger i skal. De bliver fangede af dykkere i de Norske farvande og smager helt forrygende. Hvis du har en god fiskehandler, kan han/hun sikkert skaffe dem til dig. Alternativt kan man bruge frosne. De kommer dog ikke i skal, så her skal du sætte dem på et ovnfast fad. Fremgangsmåden er den samme.

Hak hvidløget fint. Drys lidt flage salt på hvidløget og mos det med bagsiden af din kniv.

Hak urterne fint og kom dem i en skål med smør og hvidløg. Bland det hele godt sammen. Sæt til side.

Hvis du bruger friske kammuslinger, skal du gøre følgende.

Tag din kniv og åbn muslingen en smule. Pres kniven mod bagsiden af den underste skal (det er den fladeste af de to skaller). Kør kniven ned langs bagsiden af skallen, til låsen er skåret over og skallen åbner sig helt.

Skær muslingen forsigtigt ud af skallen og fjern ”skørtet”, så du har musling og rogn tilbage. Sæt muslingen tilbage i skallen og kom en tsk. urtesmør på kammuslingen. Gentag til du har åbnet alle muslingerne. Krydr med salt og peber og bag i en varm Forno i 3-5 minutter.

Ingredienser

  • 12 kammuslinger i skal
  • 125 g usaltet smør (stuetemperatur)
  • 1 fed hvidløg
  • En håndfuld bredbladet persille, dild og kørvel
  • Salt og peber