Skip to main content

Foccacia med cherrytomater og rosmarin


Opskrift af: Nikolaj Juel
Personer: 4 pers.

Fremgangsmåde

Opskrift af Nikolaj Juel

Foccacia er et fantastisk brød at have i sit repertoire. Her laver vi vores foccacia med cherrytomater og rosmarin, som er en af mine absolutte favoritter. 

Bland vand og gær i en skål. Tilsæt 500 g mel og rør godt med et piskeris, indtil der ingen klumper er. Dæk skålen til med film, og lad den stå et lunt sted i 3-4 timer. Dejen vil begynde at hæve og boble. Når dejen begynder at kollapse, er du klar til næste stadie.

Tilsæt de resterende 500 g mel plus salt. Ælt dejen i en røremaskine i 10-12 minutter, til du har en glat og smidig dej.

Hæld lidt olivenolie ud over dejen. Stik din hånd under dejen. Løft den op, og stræk dejen, uden at den bliver revet over.

Lad dejen hæve til dobbelt volumen. Hæld lidt igen olivenolie over dejen, løft op og stræk dejen.

Lad igen dejen hæve til det dobbelte. Hæld olie på dejen, og stræk dejen ligesom før.

Kom bagepapir på en bageplade, og hæld lidt olie på. Læg dejen ud på bagepladen og pres “huller” i dejen, mens du strækker dejen nænsomt. Lad dejen hvile i en halv time, og gentag denne proces to gange.

Fyr godt op i din Forno, eller sæt ovnen på 210 grader.

Halver dine tomater og pres dem ned i dejen. Den skårede side skal vende op ad, ellers løber tomatsaften ned i brødet.

Lad tomaterne ”sidde” i 15 minutter. Pres tomaterne ned igen. Drys med rosmarinnåle og salt, og dryp olivenolie ud over brødet.

Bager du i en Forno, så skub gløderne ud til den en side og placer dit foccacia i den modsatte side. Du skal rotere brødet hvert 5. min.

Bag brødet 20-25 minutter, til det er gyldent og sprødt.

Ingredienser

  • 1000 g økologisk hvedemel
  • 750 g vand
  • 25 g gær
  • 20 g salt
  • 10 cherrytomater
  • 1 kvist rosmarin
  • Olivenolie
  • Salt