Skip to main content

Helstegt citronkylling med timian og knuste kartofler


Opskrift af: Dianna Brinch / Gourministeriet
Tid: 2 timer
Personer: 4 pers.

Fremgangsmåde

Lækker heltstegt citronkylling på rotisseri, – en skøn måde at tilberede en saftig kylling på.

Vi har fyldt denne lækre landkylling med citronbåde, hvidløg og masser af frisk timian, og løbende penslet den med en lækker citron/timian marinade.

Til denne helstegte kylling har vi serveret sprøde knuste kartofler med masser af persille, hvidløg og parmesan.

Citronkylling

  1. Tænd grillen og varm den godt op til ca. 140-150 grader.
  2. Rens kyllingen grundigt og læg den på et spækbræt.
  3. Skær citronerne i både og pres saften ud i en skål, - citronbådene skal bruges til at putte i kyllingen.
  4. Hak 3-4 stilke timian og bland dem med citronsaften. Tilsæt olien og smag til med salt og peber.
  5. Tag en god håndfuld salt og krydr kyllingen indvendigt. Bland citronbådene med en masse stilke timian og de knuste hvidløg, og fyld kyllingen med dette, - luk den til sidst med en kødnål.
  6. Gnid kyllingen udvendigt med salt.
  7. Sæt kyllingen på rotisseriet og pensl den med marinaden - gerne flere gange undervejs. Grill kyllingen i en lukket grill i ca. 1 1/2 time, til skindet er sprødt og gyldent, og til den når en kernetemperatur på 72 grader.
  8. Skru evt. godt op for blussene, hvis kyllingen mangler farve, - hold øje.
  9. Lad kyllingen hvile på et spækbræt i ca. 15 min. inden den skæres ud.

Knuste kartofler

  1. Kog kartoflerne ved middel varme i rigeligt letsaltet vand i ca. 30 min. Kartoflerne skal være helt møre, men må ikke koge ud.
  2. Hæld vandet fra kartoflerne og læg dem på et spækbræt, så overfladen lige tørrer ind.
  3. Lav et kryds i toppen af kartoflerne med en kniv, og mas dem derefter forsigtigt, gerne med en kartoffelmoser, på den måde får de nogle små forhøjninger.
  4. Placer kartoflerne i et ovnfast fad eller på en bageplade beklædt med bagepapir.
  5. Tag en skefuld af smør blandingen og hæld det ud over hver kartoffel, og drys derefter et fint lag parmesan ud over kartoflerne.
  6. Bag kartoflerne i en forvarmet ovn ved 230 grader i ca. 20-30 min. - til de er gyldne og sprøde på toppen.

Ingredienser

  • 1 stor frilandskylling
  • 3 fed hvidløg, knuste
  • 2 citroner
  • 1/2 dl olivenolie
  • En stor håndfuld frisk timian
  • Salt og peber

Knuste kartofler

  • 1,2 kg mellem store kartofler
  • 80 g smør
  • 3 fed hvidløg
  • 1 stor håndfuld persille, finthakket
  • 50 g parmesan, fintrevet
  • Salt og peber